Dine driftsmøder skal være digitale

Af: Claus Sneppen

Det fysiske møde, hvor vi alene “samdrifter”, bliver digitalt fordi det øger afkastet og oplevelsen.

Når vi mødes i samdrift, sker det for at sikre fremdrift i en defineret proces for at eliminere usikkerheder, siger Jan Stentoft, Professor i Supply Chain Innovation, SDU.  Samdriftsmødet er typisk transaktionsorienteret, og rene transaktionsmøder er egnet til at blive gennemført digitalt. De er typisk mindre komplekse, indeholder en stor grad af sikkerhed og mødeafkastet er forudsigeligt. Så hvorfor mødes fysisk med mindre vi allerede sidder tæt på hinanden?

Fysiske samdriftmøder koster mere end digitale møder, og gevinsten er typisk ikke større. På vores første tænketanksmøde beskrev Johan Bisgaard, CMO EMEA hos Norwegian, en case, hvor de havde konverteret det fysiske samdriftsmøde (transaktionsmødet) ved indtjekningen af baggage i lufthavnen, til en ren digital transaktion uden menneskelig betjening. Resultatet var, udover en omkostningsreduktion, også (og mere vigtigt) en øget kundetilfredshed. Det er altså bedre at blive betjent af en maskine end af et menneske i en ren transaktion – og derved undgå spildtid og usikkerhed. Indtjekningen af bagage er ukompleks, sikker og meget forudsigelig – så hvorfor forholde sig til et menneske mod at bruge mere tid? Det er kendetegnet for de succesfulde konverteringer fra fysiske til digitale møder, at de typisk er startet som omkostningsreducerende tiltag, men tidligt har fået en målsætning om øget deltageroplevelse indlagt.

Vi har karikeret kaldt det rene gammeldags fysiske driftmøde ”dødsmødet”. Mødet er forudsigeligt, og du bruger tid på viden og handlinger, som du havde før mødet, eller som du hurtigere kunne have fået gennem et digitalt møde/kommunikation/transaktion. Dødmødet er både passiverende og demotiverende. Og mødeafkastet er ikke bare ligegyldigt – det er negativt fordi du forlader mødet ”død”. Overvej, hvor mange driftsdødsmøder har du deltaget i i den forløbne uge?

Fra den forudsigelige gennemgang af to-do´s og afrapportering i afdelingen, til køen i supermarkedet, til den forudsigelige PowerPoint-projektpræsentation fra en samarbejdspartner. Kunne de være gennemført som mindre omkostningstunge, og mere motiverende, digitale møder? Samdriftsmøderne udgør en stor del af de 30% som vores undersøgelser har påvist at mødedeltagere opfatter som spildtid i møder.

Parallellen mellem samdrift og lean er åbenbar, og forskning i værdikædeskabelse påviser, at det største potentiale ligger i samarbejdet mellem mennesker. Jan Stentoft går så langt som til at sige at 90 % af værdipotentialet i værdikæden er mellem mennesker, og ikke i teknikker og hardware. Udbyttet er i samarbejdet og mødet mellem mennesker i hele værdikæden, fra samarbejdet med underleverandører, internt mellem afdelinger og funktioner til samarbejdet med stakeholdere og kunder.

Mennesket er centralt for at optimere værdikæden, og dermed også møder mellem mennesker. Også i det traditionelle samdriftmøde, hvor vi sikrer fremdrift ved at eliminere usikkerheder. Det skal bare være digitalt, så vi kan bruge de fysiske møder til samstemning og samskabelse i værdikæden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *